Hjælp os med prøveindsamling

I en årrække fremover vil DTU Aqua indsamle prøver fra opgangsfisk i Skjern Å. Undersøgelserne vil belyse, om det primært er forældrefisk der selv har mange hav-år, der giver ophav til de laks der vender tilbage som store, gamle fisk, og i hvor høj grad grilse også producerer yngel der ’vælger’ at opholde sig flere år i havet.

For at få så godt et datamateriale som muligt har DTU Aqua og DCV brug for hjælp fra alle der hjemtager laks fra Skjern Å. Der udleveres derfor prøvetagnings-sæt til alle lystfiskere i Skjern Å, og det er et krav, at man indleverer en prøve fra hver hjemtagen fisk. Prøvetagnings-sættet indeholder en kuvert til skæl og et prøvetagningsrør med sprit til vævsprøve. Fremgangsmåden ved prøvetagning findes her (link her). Der skal ikke tages prøver fra laks der bliver genudsat.

I 2018 begynder de første forsøgsfisk at vende tilbage til Skjern Å. I 2018 vil det udelukkende være grilse, der kan forventes at komme tilbage i vandløbene, men undersøgelsen kræver informationer fra så mange fisk som muligt – herunder også større laks. Der skal derfor udtages prøver fra alle hjemtagne fisk. Fangeren skal oplyse om laksen var fedtfinneklippet eller om den havde en hel fedtfinne. Indsamlingerne fortsætter i årene fremover.

Prøver fra de lystfisker-fangede laks vil indgå i en samlet analyse af genetik og hav-alder sammen med prøver taget under el-fiskeri ved opgangsundersøgelser og de årlige fangster af moderfisk til produktionen af udsætningsfisk.