Danmarks Center for vildlaks og DTU Aqua samarbejder om at undersøge om der findes en sammenhæng mellem laksenes genetiske profiler og hvor længe laksen opholder sig i havet, før de vender tilbage i vandløbene. På verdensplan ser man en nedgang i andelen af storlaks (2-4 hav-år) i vandløbene.
For de vestjyske laks ser det anderledes ud. Her ser man ikke på samme måde en nedgang i andelen af storlaks. Storlaks er eftertragtede hos sportsfiskere. Samtidig har storlaksene ofte større ynglesucces og er derfor med til at stabilisere bestandene.
Nye genetiske analyser af laks fra Norge og Finland har vist, at der er en række gener, der har stor betydning for hvor mange år en laks tilbringer i havet før de kønsmoder og sætter kurs mod vandløbene. Miljøet spiller også en stor rolle, og i hvor høj grad det er genetikken eller miljøet der styrer antal hav-år i de vestjyske laks er ikke kendt. For at undersøge hos danske laksebestande blev der i december 2015 indfanget laks fra Skjern Å og her blev kønsprodukter fra hanner og hunner blandet således at afkommet repræsenterer 130 unikke familier med forældre med forskellige antal hav-år. Ynglen er opdrættet i klækkeriet i Skjern og en stor andel er nu sat ud som ½-års laks i Skjern Å systemet. Den sidste del bliver udsat i 2017. DTU Aqua og DCV vil fremover følge disse lakse-familiers adfærd og forekomst i de kommende år.
Dette foregår ved at sammenligne vækstmønstre hos lakseyngel mellem familier hvis forældre har forskelligt antal hav-år. Når fiskene i 2018 og frem begynder at vende tilbage fra havet for at gyde, vil vi registrere antallet af hav-år og beregne den relative overlevelse hos familierne. Disse informationer bliver sammenholdt med genetiske analyser af de gener, som man ved, har betydning for antallet af hav-år for de enkelte fisk. Det er vigtigt, at få information fra så mange af de udsatte fisk som muligt. Sideløbende vil DTU Aqua analysere hvordan de genetiske profiler har set ud for de sammen gener for laks fanget i Skjern å fra 1913 til nu. Undersøgelserne vil bidrage med information om, om de anvendte udsætningsstrategier påvirker livshistorie-trækkene hos vestjyske laks, og om vestjyske laks generelt er arveligt kodet til at tilbringe mange år i havet inden de vandrer op i vandløbene for at gyde.